Noget om at føle sig ensom og om venindedating


Jeg er flyttet til fra en lille, dejlig by i Vestjylland til Århus for at studere. Jeg er flyttet fra alle mine venner og min familie, og selvom jeg ser dem engang imellem, så er jeg lidt ensom i Århus. Jeg har få venner, som er flyttet med hertil, og nogle søde, stadig voksende venskaber, med nogle af de nye mennesker på universitetet, men hverdagen er alligevel lidt tom.
Jeg har bare altid haft mindst én bedsteveninde, som jeg så mindst fem dage om ugen hele mit liv, indtil jeg begyndte på universitetet. At gå fra at se mine tætte venner så ofte, til  at se dem en gang om måneden, er noget af en forandring, og jeg tror også det er derfor jeg nogle gang føler det lidt ensomt. Det må man egentligt ikke sige; ensom er blevet lidt et fy-ord, det er lidt tabu at føle sig alene i en verden, der fyldt med mennesker. Men sådan er det!

Jeg har dog bestemt mig for at gøre noget ved det - jeg vil møde nye mennesker! Jeg har på facebook fundet en gruppe for piger i Århus - alle der har lyst, kan melde sig ind, og pointen er, at man kan møde nogle nye mennesker. Grunden til at der kun er piger i gruppen, er fordi det at møde en partner fylder på diverse hjemmesider og apps, men det at møde nye, potentielle venner, kan være ret uoverskueligt.
På facebookgruppen kan man spørge om der er nogen der vil med på cafe, ned i en park, i biografen, hvad end det kunne være. Og siden bliver virkelig brugt! Jeg har selv mødtes med piger derfra to gange nu, og begge gange har været super hyggelige. Jeg har ikke fået mig en "ny bedsteveninde" her i nærheden, men det er heller ikke det jeg prøver på. Jeg vil bare gerne møde nye mennesker, og forhåbentligt bygge nogle flere forhold og venskaber op omkring mig.

Så en anbefaling herfra; venindedating er altså en ting!