Når 12-tals pigen dumper


Jeg har altid klaret mig godt i skolen - i de første mange år kæmpede jeg kun med ganske få fag, imens resten gik strygende. Jeg har ikke øvet mig meget, og lektierne tog 5 minutter for mig at lave. På gymnasiet blev jeg lidt mere udfordret, men ikke nok til at det gik ud over mine flotte karakterer. Det sidste år af gymnasiet ændrede det sig dog, da jeg vidste, at for at læse psykologi, skulle mit snit være meget, meget pænt. Og det blev det! Selvfølgelig var det ikke i alt jeg fik 12 - men mit karakterblad består kun af 10, 12 og nogle få 7'ere. 
Mine venner og familie var stolte af mig, men de gode karakterer blev efterhånden en selvfølge. Jeg begyndte på universitetet, hvor jeg nu læser psykologi, og karaktererne er slet ikke som de var engang. Det gør mig ikke noget, at jeg er gået fra 10 og 12 til 02 og 4. Men at dumpe - det er alligevel noget nyt.

Jeg dumpede et fag i år. For knap en uge siden, faktisk. Jeg vidste godt at min eksamen var gået skidt, og jeg havde også sagt til min omgangskreds, at den nok ikke gik. Jeg synes, at jeg var forberedt på, at det kunne ske. 
Da jeg så min karakter, blev jeg ikke overrasket. De første fem minutter gjorde jeg som sådan ingenting, andet end at tænke "det vidste jeg jo godt". Og så græd jeg. Jeg følte mig lige pludselig utilstrækkelig. Jeg følte, at jeg ikke var god nok til studiet. Jeg følte, at jeg var langt bagud og langt mindre intelligent end alle de andre. 

Hold op, hvor er det fjollet. Jeg kan tage den eksamen igen om to måneder, og går den heller ikke der, har jeg endnu et forsøg. Jeg er ikke utilstrækkelig, fordi der er et fagligt område, jeg har svært ved. Det ville være mærkeligt hvis der ikke var!
Husk det nu, husk det, husk det, husk det - du er nok i dig selv! Vi kan allesammen noget forskelligt, og det gør ingenting. Jeg lover jer, at det at få lavere karakterer ikke er så slemt, som man først lige tror; det hele handler om, hvordan man tager imod dem. Så op med hovedet, slip det, og prøv igen!