Der er grænser for, hvad man kan byde et andet menneske.

Billede lånt herfra

Flygtningedebatten har kørt uafbrudt i over to år, og selvom alle har gode intentioner, er der desværre mange der kommer til at sætte sig selv først. Jeg kommer fra et hjem, hvor jeg har lært, at man skal hjælpe dem der har det sværere end en selv - og det er ikke fordi man ikke sætte sig selv først, men fordi det er nødvendigt at tænke på dem, med hårdere vilkår end os.
Med os, mener jeg os som danskere. Os unge, der får penge for at studere, børn, der har fantastiske lærere og pædagoger til at støtte, beskytte og udvikle dem, voksne, der, hvis de ikke kan få arbejde, kan få hjælp fra staten, og derigennem faktisk hinanden. Vi har det godt, og dem der brokker sig over det danske system skulle skamme sig; bare fordi alting kan forbedres, betyder det ikke at det ikke er godt nok.

Jeg har svært ved at være en del af flygtningedebatten, for selvom jeg har mine holdninger, har jeg svært ved at udtrykke dem. Hvis jeg diskuterer med en person, der ikke ønsker flere flygtninge i Danmark eller Europa, som ikke ønsker at vi hjælper dem økonomisk, som er bange for dem, som føler de udnytter systemet, så gør det bragende ondt indeni. For jeg har oplevet flygtninge i nærområder. Dem, der ikke har penge nok til at komme til fx Danmark og dermed opleve en stor forbedring i livsvilkår, flygter et andet sted hen; for tro mig, de flygter ikke for sjov. Selvom jeg har oplevet disse mennesker og deres vilkår, kan jeg ikke fortælle andre om det under diskussioner - det er et år siden, og jeg bryder stadig ud i gråd, hvis jeg skal beskrive det, jeg så.
Jeg besøgte Libanon i tre uger sidste år, og selvom det var en helt anden, utroligt spændende verden, var der noget, jeg ikke kunne holde ud. Dér er der tale om for mange flygtninge til at et land kan gøre noget for dem. Libanon, som ikke er særlig stort eller rigt, har taget imod over 1,2 millioner flygtninge, på trods af, af landet er mindre end Jylland. Det vil sige at hver 4. i Libanon er flygtning. Libanon grænser til Syrien, og det er intet under, at der er der mange tager hen. De har ikke penge til at tage helt til Europa, mange bruger alt hvad de ejer på at flygte det stykke der er til et af deres nabolande, hvor deres vilkår er forfærdelige da de ingen penge har, men deres sikkerhed er større.

I Libanon fik jeg knust mit hjerte utallige gange. Jeg oplevede, hvordan små børn, unge og deres forældre lever på gaden, overalt. Jeg så, hvordan de prøvede at tigge eller tjene penge med at sælge småting til forbipasserende. Jeg så hvordan de om aftenen sov i små grupper under broer eller i vejkanten, fordi de ingen steder havde at gå hen. Jeg så dem banke på bilruden og holde hænderne frem, ofte uden noget håb i øjnene. Jeg tog mig selv i at kigge væk, ignorere dem, fordi det gjorde for ondt at se på dem. Og det skammer jeg mig over.
Jeg har efterhånden lært, at man som enkeltperson ikke kan hjælpe alle, selvom jeg i mit hjerte ville ønske det anderledes. Men lad os i det mindste anerkende, at de er der. Anerkende, at de har oplevet ting, vi aldrig kunne forestille os. Anerkende, at de har brug for hjælp. Forstå, at der er en grænse for, hvad man kan byde andre mennesker.

Når jeg taler med mennesker, som kun kan diskutere, hvordan flygtninge tager nogle af alle vores latterligt mange ressourcer fra os, så får jeg det fysisk dårligt. Hvorfor er det, at de, der har alting, ikke kan dele? Hvorfor er det at frygten for at miste nogle kroner her og der overskygger etikken i at hjælpe mennesker, der har mistet alt?
Vi er så bange for at miste vores velstand, at vi fokuserer på de få mennesker, der kommer hertil for at snyde, for ikke at få det dårligt med vores egen grådighed. Jeg lover jer, at havde I set det jeg havde set, ville spørgsmålet ikke være OM vi kan hjælpe dem, men HVORDAN.