Alfabethistorien | A

Jeg skrev dette indlæg for to uger siden, men er faktisk endnu ikke kommet igang med at lave mit alfabet. For at opsummere, går alfabethistorien ud på, at jeg ved hvert bogstav finder nogle ord, der passer til mig i en eller anden forstand - det kan være et menneske, en oplevelse, en ting, et sted, en følelse, en hobby, alt. Pointen er, at jeg bliver lidt mere personlig, og at I kan lære mig at kende igennem min alfabethistorie. 


Ahmed | Beviset på at kærlighed langt fra er overvurderet. Min kæreste, min bedsteven, min roomie, min beskytter, min svaghed, min største bedrift.

Alternativt | Noget jeg altid har været tiltrukket af. Krystaller, aromaterapi, feng shui, håndlæsning, horoskoper, wicca, visualisering, meditation, akupressur, osv. i en uendelighed - det er noget jeg gerne vil beskæftige mig med i fremtiden.
I 7. klasse fik jeg en fagbog om feng shui, jeg har prøvet at uddanne mig som heks og jeg har gerne krystaller med mig rundt. Det alternative gør mig glad.


Anderledes | Udenpå, ikke indeni. I børnehaveklassen fik jeg af vide, at jeg var en ægte Pippi Langstrømpe, og jeg har nok altid været lidt skør, tænkt lidt anderledes, gået lidt mine egne veje. Noget jeg er stolt af at være.

Asocial | Noget jeg siger jeg er, men som nok ikke er helt rigtigt. Jeg elsker at være social, men jeg elsker at være helt alene mindst lige så meget. Jeg har svært ved nye mennesker, men når følelsen af at være tryg, at være helt afslappet i andres selskab viser sig, er det noget af det bedste.