Sociale medier, magt og manipulation


Det var noget af en overskrift, hva'? Det sidste stykke tid har der været stort fokus på sociale medier og på, hvordan vi bruger dem. Der har været udsendelser som "Når mobilen tager magten" og youtubere laver "The real me-challenges", som om det er en udfordring at være sig selv. 
I et stykke tid var de sociale medier nye og spændende, og vi skulle allesammen udforske, hvad dette nye fænomen var. Vi prøvede det af, udfordrede grænserne, og blev bekendt med, hvordan vi bærer os ad med at tilpasse os de forskellige medier. Pludselig var de sociale medier bare ikke nye mere; de blev hverdag. De blev vores hverdag. De blev det, vi bruger vores fritid på, det sted, vi mødes og det sted vi lærer hinanden at kende.

En problematik i forhold til de sociale medier, som mange fokuserer på, er hvor "falsk" sociale medier får os til at fremstille os selv. Jeg er ærlig talt uenig. Det er ikke falsk, når jeg deler et billede af mit hjem, hvor alting er ryddet flot op eller et billede fra en dag, hvor jeg ser godt ud; det er sådan virkeligheden ofte er. Hvis jeg får gæster, rydder jeg op inden. Hvis jeg skal ud, gør jeg noget ud af mig selv inden. Jeg vil altid vise min bedste side, uanset om det er på instagram, i mit hjem eller min personlighed. Det betyder ikke, at jeg ikke kan have en mere rodet side, og heller ikke, at man ikke må se den; det er bare ikke den, jeg deler med fremmede som det første.

Det faktiske, og allerstørste problem med de sociale medier (ifølge mig selv i hvert fald) er, at vi ved alt om hinanden - uden overhovedet at behøve at tale sammen. Kommunikationen er tom (som Mia Gardum så fint beskriver det). Man modtager og sender, uden at kommunikere. Et eksempel herpå, er snapchat. Man sender et billede eller en video, og modtager måske en lille respons; størstedelen af tiden deler man dog bare sine egne billeder og ser andres, passivt. Man ved hvad hinanden laver, hvor de er, hvad de spiser - uden overhovedet at forholde sig til dem. 
Facebook er lidt det samme - i hvert fald ens feed, hvor man kan se, hvad alle ens facebookvenner laver. De skriver status op og ned om deres liv, deler billeder og videoer, vi ser hvad de liker og kommenterer, og ikke mindst hvilke tests de tager og spil, de spiller. Hvad får vi ud af det? Absolut intet.

En af de ting vi mister ved sociale medier, er netop kommunikation, hvor banalt det end lyder. Vi kan skrive sammen, kommentere hinandens ting, men som oftest er det ikke andet end små vinduer ind til hinanden - vi går forbi, kigger ind, og går videre. Vi har ikke noget med hinanden at gøre, ikke rigtigt. 
Jeg siger ikke, at sociale medier ikke er godt. Det er helt fantastisk at vi kan snakke sammen, selvom vi befinder os langt fra hinanden, og det er da også facebook jeg bruger til at få fat i mine venner, i langt højere grad end med mobilen. Det er dejligt at se, når det går hinanden godt, og sociale medier er netop et nemt sted at dele sådanne nyheder. Vi skal bare huske hinanden. Huske, at det er anderledes at tale sammen i virkeligheden. Huske, at der er en intimitet, som bliver væk, når man mødes over en skærm. Huske, at der er noget der hedder nærvær, som er langt vigtigere end det måske lyder. 

Vi mennesker er sociale væsner, og vi har brug for fysisk kontakt. Fysisk kontakt er så vigtig for at vi kan fungere, og for, at vi kan have det godt. Selvfølgelig må vi bruge de sociale medier - de fleste har en fantastisk funktionalitet, og det er da også derfor de er til. Vi skal bare huske hinanden midt i hele den onlineverden, og det gør vi ærlig talt bedst offline. Det er sundt, og det kan føles befriende at logge af. Det er en luksus alle bør prøve, både for sig selv og hinandens skyld.