#ikkeimitnavn

Det hashtag har mange muslimer valgt at bruge, for at sige fra og tage afstand fra mennesker, som gør nogle ting i deres navn. Jeg har nu brug for at gøre det samme, og dem jeg tager afstand fra, er regeringen. 


Der er gået under et år siden blå blok kom til, og på under et år er Danmark blevet forandret til et land, jeg 
skammer mig over at være en del af. Der er blevet taget nogle beslutninger for Danmark, som jeg som dansker ikke kan støtte, og som slet ikke passer til det Danmark jeg kender og elsker.
Jeg skammer mig på deres vegne, over at de ikke kan se, hvorfor det ikke er i orden at behandle andre mennesker sådan. Vi har nogle medmennesker (omend ikke danskere (og hvad så??)), som har brug for hjælp. Vi har nogle økonomiske grænser, ja, men der er simpelthen også en grænse for, hvordan vi kan tillade os at behandle andre mennesker.

Vi lærer fra vi er små, at vi skal hjælpe og passe på hinanden. Vi skal tage os af dem, der har det værre end os. Vi skal hive hinanden op: Vi må ikke bare se den anden vej. Medmindre man er voksen, åbenbart. Så må man gerne behandle hinanden uden respekt, man må gerne se væk, når andre har brug for hjælp. 

Jeg har svært ved at skrive dette indlæg, ved at formulere det ordentligt, fordi jeg er vred og ked af det. Jeg er vred over den konsensus om, at det er okay at tage værdigenstande fra andre og derefter holde dem adskilt fra deres familie i tre år, fordi de har prøvet at redde sig selv. Jeg er ked af det over, at min titel som dansker står bag disse beslutninger, som jeg på ingen måde kan støtte. 
Det, jeg er allermest ked af, er at nogle mennesker er ved at tage mit Danmark fra mig. Mit Danmark, som smilede til verden, som havde nogle fantastiske værdier, og som godt vidste at man var menneske, selvom man ikke har et dansk pas.

Jeg undskylder til alle dem, disse beslutninger vil ramme, til alle dem, der kommer til at lide under beslutninger taget af mennesker, som mener at økonomi og frygt er vigtigere end I er. Den behandling sker #ikkeimitnavn.