Noget om at blive glad igen


Som jeg nævnte igår, har jeg virkeligt været et hot mess på det sidste. Okay, ikke hot overhovedet, egentligt bare et biiig mess. Jeg har ikke kun været syg, men faktisk været sådan rigtigt .. Utilpas. Utilpas i fysisk, og utilpas psykisk. Jeg har ikke været sådan rigtigt glad i et par uger, og det er jo skørt! Det er anstrengende at være træt, sur og ked af det hele tiden! 
"Du er aldrig glad mere" - de ord sagde min kæreste højt for et par dage siden, og av hvor de ramte! Allermest fordi det var rigtigt. 
Jeg vil ikke være hende den sure! Sådan opfatter jeg ikke mig selv, overhovedet. Jeg er allermest mig, når jeg er glad og tilpas, og det har jeg ikke været i noget tid. Det skal der gøres noget ved. Derfor har jeg lavet en lille liste over ting, som kan være med til at gøre mig glad igen.

1 | Mærk efter. Er der en grund til at du ikke er glad? Noget der trykker? Et eller andet der er behov for at snakke om, ændre eller give slip på? Hvis der er, skal det helt sikkert ud af verden, før tingene falder på plads igen. Somme tider hjælper det bare at sætte ord på tingene. Så tænk dig om og mærk efter. Måske er der noget specifikt der trykker dig - måske er der i virkeligheden ikke rigtigt  anden logisk forklaring, end at du er kommet til at vælge det negative livssyn et stykke tid.

2 | Slip bekymringerne. Jeg vil vædde med at 95 % af alle vores bekymringer er selvskabte og absolut unødvendige. Bekymrer du dig om, om vejret bliver koldt og træls? Too bad, du kan ikke gøre noget ved det alligevel - hvorfor så bekymre sig om det? Vi gør det for meget, og det skal stoppe! Kan du ikke gøre noget, så slip bekymringen. Kan du gøre noget, så GØR DET! Vil du ikke gøre noget ved det, så stop med at bekymre dig om det, for så betyder det ikke nok, til at du vil gøre noget. Det var 95 % af dine bekymringer der lige røg der! 


3 | Vælg at være glad. Det lyder sikkert simpelt og for godt til at være sandt, men det betyder virkeligt meget. Hvis du står i en situation, hvor humøret begynder at gå i en negativ retning, så tænk "jeg vil være glad!" Smil og tænk nogle positive tanker - det ér faktisk et valg. Det kan være om vejret, som er skønt, tøjet, der er on point, en god hårdag, at du ikke har planer, hvad som helst. Bare vælg at det skal være positivt.

4 | Omgiv dig med folk du er tilpas med. Det er så let at lukke sig inde med sig selv og sit mørke humør, men det forstærker bare humøret, at man sidder og er negativ for sig selv. For mig betyder det, at omgive mig med mennesker, jeg har det godt med, at jeg føler mig tilpas. Tryg. Det kan være venner, veninder, kæreste, forældre, bedsteforældre - det eneste der betyder noget, er at du er godt tilpas. Det med at sidde i god stemning med en man holder af, og tale om løst og fast, gør seriøst underværker.


5 | Prioriter dig selv. Det er der mange mennesker, der glemmer, midt i at have travlt med studiet, arbejdet, projekter og alverdens selvopfundne bekymringer. Det føles som om at skolen og arbejdet er førsteprioritet i livet - men ærlig snak, så er det DIG der er det vigtigste i dit liv. Hvis du ikke fungerer, hvordan skal noget som helst omkring dig så kunne? Tag din tid til dig selv. Glem opgaver, lektier, hvad end der ellers måtte være, og gør noget der gør dig glad og giver dig energi, og gør det med god samvittighed. Du har brug for det lige nu.