Er det okay at rage på fremmede?

Der er endelig kommet en debat igang omkring hvorvidt det er okay at befalme fremmede. Det er en debat, som for mig er noget anderledes en voldtægtsdebatten, som kun har ét rigtigt svar; det er aldrig offerets ansvar, og denne vil aldrig have skyld i det. Debatten med at rage på andre, startede i tirsdags med denne artikel, om en kvinde som forklarer hvor ydmygende, ubehageligt og direkte krænkende det er, at en fremmed tager sig friheder over ens egen krop. Jeg er så enig, som man nok kan være. En fremmed har ingen ret til at røre ved ens krop, og når de gør det alligevel - måske blot i et kort øjeblik - er det en krænkelse.

Hvorfor er det så svært at forstå? Det giver vel sig selv, at en mand ikke bare kan gøre hvad han vil, ved en kvindes private dele (her er der oftest tale om røven). Eller hvad?

Åbenbart ikke. Det føles som om det er sippet, hvis man føler sig krænket. Især nu, hvor en ung fyr mener at alle kvinder godt kan lide det, og endda bliver understøttet af en kvinde, som har forsket i vold som et samfundsproblem, som er speciallæge i patologi og tidligere forsker på institut for folkesundhed (se denne artikel). Jo, der bliver sagt fra begge parter, at det er op til den enkelte, men giver herigennem udtryk for, at det generelt set er okay - man kan jo altid sige fra bagefter. 

Men bagefter er det jo sket! Bagefter føler man sig ulækker. Jeg føler mig ikke komplimenteret, jeg har talt med mange piger om netop dette, hvor langt de fleste har været enige. Jeg ved ikke, hvorfor drenge ser det som et okay træk, at rage på en fremmed pige. Jo, hvis fyren i artiklen ikke har modtaget andet end smil efterfølgende, så er det jo sådan. Men jeg har selv reageret med skub, råb og sågar et enkelt slag, og jeg synes det er en helt ok reaktion. Det føles som en krænkelse, som om en hvilken som helst man kan tage sig hvilken som helst frihed med min seksualitet som han har lyst til. 

Og det er ikke okay! Ikke for mig. De fleste fyre, som har raget på mig og mine veninder, forsvinder så hurtigt i mængden bagefter, at man ikke når at se dem. De forsvinder, fordi de godt ved, at det ikke er okay. Hvad er der ellers af kompliment og "scorereplik" i det? Absolut intet. Det er blot grænseoverskridende og ubehageligt.

Åh du godeste for en lang smøre.. Men ikke desto mindre, noget jeg synes er vigtigt at tage fat i. Hvis vi gerne vil have at det her problem skal stoppe, må vi sige fra! 

Er jeg den eneste der har det sådan her? Er jeg sippet? Hvad synes I om fremmede, som rager på jer? Er det frækt og sexet, et dejligt kompliment, som mændende i begge artikler mener?