Tanker om at reagere på empati

Jeg har lige så længe som jeg kan huske, haft et kæmpestort behov for at hjælpe de, der ikke
 er lige så heldige som jeg er. Jeg husker en episode, jeg var ikke mere end 6 år, hvor jeg så en reklame med en lille, fattig, afrikansk pige. Det var tydeligt at se, at hun ikke havde det godt. Jeg græd som pisket, tømte straks min sparegris, og hylede indtil min mor fandt en konvolut at putte mine penge i - hver og en. Jeg var først tilfreds, da hun havde skrevet på konvolutten og lovet at sende den, selvom hun insisterede på, at jeg skulle beholde bare nogle af pengene til mig selv. Det nægtede jeg; pigen havde mere brug for dem end jeg.

Når vi har været på ferie - om jeg har været 10 eller 20 år, har det fyldt utroligt meget at se nogen, med dårlige levevilkår. Det gør ondt hver gang, og både empati for vedkommende og skyldfølelse over egne privilegier driver tårerne til overfladen. Kender I det? At få det dårligt over at have det godt.
Tidligt meldte jeg mig ind i Amnesty International, og den dag jeg fyldte 18 meldte jeg mig som både bloddonor og organdonor. Jeg ville gerne hjælpe alle! Min familie mente at jeg var naiv, at jeg jo ikke kunne redde hele verden. Jeg er tit blevet ked af den reaktion - bad de mig om at lade være med at tænke på andre? Jeg ved godt, at det ikke var sådan ment, at du bare prøvede at minde mig på, også at huske mig selv.

Jeg er igennem mange tankestrømme kommet frem til noget. Jeg er stadig en del af velgørende organisationer og støtter indsamlinger, i det omfang min økonomi tillader det, og så længe jeg også har penge til mig selv. Dog handler det ikke alt sammen om at give penge - der er så mange ting, man kan gøre i det virkelige liv. Helt basalt handler det jo bare om at acceptere hinanden. At møde hinanden med smil og åbenhed. at have rummelighed for hinanden.

Sikke en tankestrøm det blev til! Det, jeg prøver på at sige, er at for mig at se, er det vigtigste i livet lige præcis, hvordan vi behandler andre mennesker. Det giver mig ikke dårlig samvittighed at have det godt - til gengæld gør det mig virkeligt glad at have mulighed for at hjælpe andre. 
Anyways, det der med at redde verden, det er alligevel ikke en helt dårlig ambition at have, er det vel?