Guilty pleasure | Dyre- og naturdokumentarer

Okay, egentligt er det nok ikke helt en guilty pleasure - jeg åbenlyst elsker dokumentarer om dyr og naturen. Jeg er virkeligt fascineret af naturen, og alt naturskabt. Jeg elsker at se landskaber, bjerge, vandløb, floder, store vulkaner og dybe dale. At se hvor smuk og foranderlig himlen og jorden er. At være vidne til det liv, som befinder sig i himlen, på jorden og i havet. At se blomster, små planter, store træer, alt det levende. At se dyr leve side om side, at opleve deres intelligens, hvordan de hjælper og beskytter hinanden, hvor omsorgfulde de er. Deres empati for hinanden er så livsbekræftende!

At noget så smukt, er skabt af intet andet end natur. Det viser bare, hvor stor og mægtig naturen er, hvor meget den kan. Det er fjollet, og for nogle mennesker vil jeg lyde som en ægte hippie nu, men jeg bliver helt lykkelig over livet i naturen! Jeg synes det er det smukkeste i hele verden, og jeg er glad for, at jeg kan blive helt ekstatisk over det naturligste her på jorden; livet. Jeg tror at mange glemmer hvor smukt det er, og jeg tror at nogle mennesker ikke kan se det. Prøv at kigge! Søg efter det smukke, det vidunderlige, for det er lige udenfor. Jeg føler mig meget heldig over den glæde jeg får af alt det, der ligger lige udenfor min dør.