At vlogge eller ikke at vlogge


Jeg er netop startet med at blogge igen, efter en god, lang pause. Det er et godt sted at være lidt kreativ, samtidig med, at man får nogle af de ting ud, man ellers går og tænker på.

Jeg har før snakket om at lave videoer til bloggen, og har i mange år haft rigtigt meget lyst til at starte en youtube-kanal til formålet. Nu hvor jeg har købt et kamera, som faktisk kan bruges til netop det at filme, er det bare lidt tæt på, og dilemmaerne omkring vlogging begynder at bygge sig selv op.

Jeg elsker selv videoformatet - jeg synes det er langt mere personligt, og det er en god mulighed for virkeligt at lære bloggeren at kende. Det er bare lige præcis også det, der gør det sådan lidt nervepirrende. Jeg synes ikke, at man udstiller sig selv, men man viser netop sig selv og sin personlighed rigtig meget frem, på en anden måde end man ellers gør, når man blogger. Man gemmer sig ikke på samme måde bag skærmen. 
Dertil kommer janteloven; Mener jeg seriøst selv, at jeg er så spændende, at jeg bliver nødt til at lave videoer, for at andre skal se på mig? Selvfølgelig ikke. Og så alligevel - man vil jo gerne have folk til at kigge med?

Jeg ved ikke om jeg bare skal springe ud i det - det bør jeg nok gøre.
Hvad synes I om videoformatet? Har I selv erfaringer med det, og hvad tænker I om det, at man filmer sig selv til sin blog?