At pynte op til efterår


Hygge er et koncept, jeg ærligt ikke kan leve uden, og den fylder ekstra i julen, hvilket er en af grundene til at julen er det bedste jeg ved. Min kæreste er ikke helt så glad for jul som mig, og mener jeg er noget nær Gertrud Sand herhjemme. Det er jeg ikke! Alligevel har vi en aftale om at jeg først må pynte til jul d. 15. november, som en sikkerhedsanstaltning for at han ikke skal blive helt sindssyg. Stod det til mig, var det helt sikkert allerede 1. november jeg skulle igang!

Fordi jeg stadig har næsten to måneder uden jul, har jeg bestemt mig for at pynte op alligevel; jeg vil nemlig have pyntet op til efterår! Det lyder måske lidt ekstremt for nogle mennesker, men for mig lyder det uendeligt hyggeligt. 

Hvordan man pynter op til efterår spørger du så? Jeg har jo ikke gjort det før, så jeg skal selv lige finde ud af det. Umiddelbart tænker jeg først og fremmest masser stearinlys i varme efterårsfarver (og evt. med duft!) - måske skal jeg endda selv igang med at lave nogen? Der skal flere efterårsfarver ind i hjemmet, blandt andet nye puder eller pudebetræk, og gerne andre tekstiler - måske tæpper og sæsonhåndklæder (er det en ting?). Naturen skal også med ind, og her kunne det være kastanjer og agern i små pynteglas eller på fad med lys. Ellers er jeg faktisk ikke kommet længere omkring det .. 

Har I nogle idéer til at pynte op til efterår? Og er der overhovedet andre som pynter sådan op, eller er det bare mig der har fået endnu en tosset idé?