7 råd til karrieren og livet


Som jeg nævnte i tirsdags, skulle jeg på virksomhedsbesøg med  psykologi i onsdags. Det var super spændende, og jeg tør godt sige, at jeg fik mere ud af at være afsted, end hvis jeg var kommet til forelæsningen der ellers var onsdag. Psykologi er stort set kun teori på studiet, og det er derfor skønt at høre erfaringer fra dem, der er kommet ud i det virkelige liv.

Der blev sagt en masse kloge ting, og vi fik mange råd med på vejen. Nogle af dem er primært for os psykologistuderende, men der var også en masse som jeg tænker der kan være relevante for de fleste mennesker! Derfor har jeg samlet de bedste tips til karrieren - og måske livet generelt - så I også kan få glæde af det.

1 | Skab et netværk. Møder du mennesker, som laver noget du synes er spændende,  så tag fat i dem! Tal med dem, lyt til dem, og brug dem som kontakter. Det er altid godt at have nogle mennesker ved baghånden i de fleste situationer. Du skal have forbindelse til mennesker du synes er spændende, sjove, interessante, positive, osv. - folk du kan få noget ud af og blive inspireret af. 
2 | Overvej hvilke kompetencer du har, og derefter hvad du godt kan lide - herefter kan du sprogliggøre dine kompetencer på en måde, så de passer til de ting du gerne vil (og ærligt, det kan man altid!)
3 | Undervurder ikke at være en vellidt person. Man har altid en fordel ved at være en person, andre godt kan lide. Det betyder ikke at du skal ændre dig og fuldstændigt tilpasse dig andre menneskers ønsker - du skal være dig, men den bedste version af dig. Vær nysgerrig på andre, smil, vær venlig og høflig; det er nogle gange alt der skal til.
4 | Prioriter; man kan ikke alt, så sørg for at du kommer til det du helst vil. Det kan være du både gerne vil arbejde med det ene og det andet, gå i fitness, have en hobby, huske dine venner, familie og kæreste. Det hele er godt at have plads til, men husk at prioritere, hvad der er vigtigst for dig, så du kan være allermest glad for det du laver. 
5 | Tag de muligheder du får! Måske kan det bruges, måske ikke. Lige meget hvad, får du ny erfaring, og man lærer af det hver gang. Derudover kan muligheder komme igennem dit netværk, eller være med til at skaffe dig et netværk, og det er altid godt at have andre mennesker og deres ressourcer/kompetencer at trække lidt på. 
6 | Der er ikke en bestemt vej til succes. Sørg for at vide, hvad der vil være succes set gennem dine øjne, og gå efter det. Det er godt at have et mål, men det er også okay at vejen dertil er noget kringlet - det er noget, man bare skal acceptere. Nyd hvor du er, du behøver ikke have travlt! Succes er også at have det godt (husk det!)
7 | Universitetet er "sat op" på en underlig måde, som ikke altid fungerer i forhold til hvordan studiet skal "fungere" i det virkelige liv. Det er altså ikke altid dem der får bedst karakter der bliver de bedste, og flere af dem vi talte med, havde ikke gjort alle de ting man "burde" (fx arbejde med studierelevante jobs, taget kurser ved siden af, osv.). Det var dejligt at høre, at de også havde været frustrerede engang!

Jeg håber at det giver mening, og at det også var noget I kunne bruge! Jeg synes helt sikkert at selvom det måske er nogle basic råd, er det godt at høre dem igen. Rådene ovenfor kommer af, hvad der blev sagt i onsdags, men har I flere gode råd (til uni, karrieren og til livet) så er det bare at smække dem afsted i kommentaren! Det er sådan noget alle mennesker kan bruge.