At skubbe til sig selv



På den gode måde altså. Jeg har nemlig haft en ret fantastisk dag, på grund af et skub jeg gav mig selv for nogle måneder siden. Dengang meldte jeg mig som mentor på uni - dvs. til at "guide" nye elever på uni efter ferien.
Hvis jeg skal være ærlig sad jeg lidt med sommerfugle i maven og et hurtigt bankende hjerte da jeg meldte mig. Jeg har aldrig været übersocial. Jeg har det bedst, tryggest og nemmest når jeg bare er mig. Ikke at der er noget galt med det! Jeg er glad for at have det godt med at være helt mig selv. Til gengæld har jeg altid ønsket at jeg var lidt mere social, uden rigtigt at gøre noget ved det.

Da jeg selv startede på studiet for et år siden nu, havde jeg ingen intentioner om at melde mig ind i foreninger, råd, og så videre. Jeg var heller ikke god til at tage kontakt til andre medstuderende, andre end dem jeg var på hold med. Det betød også, at min omgangskreds på uni var ret begrænset.

Nu har jeg så haft min første dag som mentor, noget jeg har haft en helt igennem skøn dag! De nye studerende var super søde, og min mentormakker var ligeledes utroligt sød. Vi skal mødes igen i morgen til spisning, og derefter mødes alle mentorer til en lille øl, eller hvad stemningen er til. Og jeg er helt vildt stolt over at skulle med!

Jeg kommenterede på Mia Gardums blog den anden dag, at jeg ikke overraskede mig selv med det jeg gør, fordi jeg er ret god til at tro på mig selv. Selvom det, at jeg meldte mig som mentor, ikke var direkte overraskende for mig i sig selv, er jeg overrasket over følelsen. At jeg kan have det så godt med nogle vildt fremmede mennesker, og ligefrem allerede glæde mig til at se dem igen! Jeg er i hvert fald rigtigt glad over at have skubbet mig selv ud af min comfort-zone denne gang.